Lær at overleve i naturen uden udstyr

Rigtig vildmarksoverlevelse er en yderst alvorlig situation, der intet har at gøre med det, du ser i TV. En stor del af de mennesker, der havner i overlevelsessituationer, mister deres udstyr. Derfor lærer dette foredrag dig blandt andet at overleve og finde vej i naturen uden, og lige så vigtigt lærer du at undgå at fare vild i første omgang. Tim tager dig med ud over kanten, og lærer dig med udgangspunkt i virkelige redningsaktioner, hvordan du selv undgår at ende der. Undervejs får du et nyt syn på naturen – og måske også på dit eget moderne liv. Foredraget henvender sig til jægere, naturelskere, vandrere og andre, der rejser ud på egen hånd, men de fleste vil have glæde af foredraget.

Lær de 12 trin til overlevelse:

Med sine 12 trin til overlevelse øger Tim markant dine chancer for at overleve i naturen, hvis du skulle havne i en overlevelsessitution. Det kan nemt ske, hvis du f.eks. vandrer eller tager på krævende jagt i øde egne af verden, men også selv om du ikke søger ud i naturen. Mange oplever at strande i deres bil et øde sted, at fare vild på en skiløjpe eller at gå forkert på en sti. Faktisk bliver langt de fleste, der farer vild fundet indenfor få kilometer af civilisationen.

15 år med værst tænkelige scenarier

Tim har det med at opsøge ekstreme situationer. De sidste 15 år har han brugt på at gøre livet svært for sig selv og træne vildmarksoverlevelse uden udstyr. Det har bl.a. bragt ham ulovligt over grænsen fra Mozambique til Sydafika, til Alaskas vildmark uden telt, på grænsen af både hypotermi i Sverige og hedeslag i Frankrig. Og netop de strabadser gør, at hans teorier altid er funderet i konkret erfaring. Sideløbende har han studeret overlevelsessituationer og arrangeret vildmarksture, hvor deltagerne skal klare sig med minimalt udstyr.